Hvad er du værd?

De fleste af os har ikke lært at stole på vores ubetingede værdighed.

Vi har tværtimod lært, at der er nogle betingelser, som skal opfyldes, FØR vi kan føle os værdige. Værdige til kærlighed, tryghed, opmærksomhed og samhørighed.

Når værdigheden bliver betinget, så taler vi om traumer og lavt selvværd, for alt andet end UBETINGET selvværd er i virkeligheden lavt og er udtryk for en traumatisering.

Men det ser ikke altid sådan ud. Især ikke når vi tilsyneladende LYKKES med at opfylde betingelserne. For så kan vi jo netop føle os værdifulde.

Det er dog desværre ikke ægte selvværd. Det er selvværd bundet op på betingelserne. Ikke vores væren. Men vi opdager det ikke, så længe det lykkes os at opfylde betingelserne. Og mens det lykkes, er vi selv med til at give betingelserne videre – til at opretholde illusionen om den betingede værdighed.

Velsignet være den, der ikke lever op til betingelserne. For først her bliver der plads til at opdage sandheden. Omend den vej går gennem, hvad der i første omgang opleves som skam og uværdighed… så er det vejen til frihed.

Typisk stilles én og ofte flere af følgende betingelser for vores værd op i det skjulte.

For at være nok værd (her i familien/samfundet), så skal du:

1. Præstere. Være dygtig. Få tingene gjort og gøre dem rigtigt. Vinde, være bedst og bevise hvor gode vi er. 
    
2. Hjælpe. Gøre dig nyttig ved at fikse ting for andre og på den måde gøre dig uundværlig. Her er hjælpen fletter ind i egen værdighed. End eget værd er 𝑎𝑓ℎæ𝑛𝑔𝑖𝑔 af at man hjælper. 
   
   
3. Behage. Gøre dig lille og undgå at skabe konflikt, der kan irritere eller udfordre andre. Være stille, opføre dig pænt og ikke påkalde dig opmærksomhed.
   
   
4. Ofre dig. Glemme alt om dine egne behov og på den måde bevise din godhjertethed og at du ikke er egoistisk. Du skal fortjene dit værd gennem uselviskhed og må intet kræve til dig selv. Du betyder intet i dig selv, kun ved dit offer for andre.
   
   
5. Undgå (bevidsthed/ansvar). Hvis du undlader at se det, som ikke er i balance, kan du lade som om, det ikke eksisterer. Bevare en falsk tryghed og illusion om, at alt er godt – selvom det ikke er sandt. Ofte fører undgåelsen til sygdom, afhængighed, medafhængighed og giftige gruppedynamikker bygget på kollektiv illusion og undertrykkelse af sandheden. Kroppen og nervesystemet forsøger at bryde undgåelsen, men fordi bevidstheden konsekvent forsøges undgået, opfattes det som sygdom og fysisk eller psykisk svaghed, selvom det egentligt er det modsatte, hvis det gives opmærksomhed.
   
   Vi flygter ind i:
   
   - sygdom og lidelse, som ikke er vores skyld eller noget, vi kan ændre på.
   
   - afhængighed af stoffer, mad, cigaretter, alkohol, sex, underholdning, kontakt, arbejde, træning (alt der kan undertrykke bevidstheden) osv.
   
   - fattigdom og mangel, hvor vi bliver siddende i offerrollen og undgår at sætte os selv bag rattet og tage bevidst ansvar for at ændre vores situation.
   
   - medafhængighed, hvor vi gør os til ofre for andres svagheder gennem vores egen uselvstændighed.
   
   
6. Gøre oprør. Rebellen finder sit værd via kontrast. Ved at skabe friktion, drama og modstand og ubevidst kaste lys på alt det, der ikke fungerer. Ligesom den, der undgår bevidsthed, så mangler bevidstheden også her, men rebellen reagerer demonstrativt og trodsigt. Rebellen finder sit eget værd i netop at være i kontrast og ofrer sit behov for andres anerkendelse, men er stadig bundet i smerte – og netop ikke fri af det, de gør oprør imod – og hjertet gøres hårdt i forsøget på at skabe sit eget værd.

Rollespil

Vi spiller alle en kombination af ovenstående roller. Nogle roller er nærmest blevet vores identitet – der, hvor vi bedst lykkes med at opleve vores eget værd.

Men alle disse roller er udtryk for en betinget værdighed. For et mangelfuldt selvværd, hvor vi ikke virkeligt er i vores sande, forbundne væren.

Ægte selvværd, naturlig og guddommelig forbundethed og sand værdighed opleves og erkendes, når du træder ud af disse roller og indser, at du ALTID er forbundet med himlens og jordens kærlighed. Et større kosmisk og naturligt kredsløb – selve livet – som altid støtter dig, at alt sker af en årsag, og at den årsag er FOR dig. For at din bevidsthed i kærlighed og visdom skal vokse, ekspandere og ophæve illusionen om adskillelse.

Det vil sige, at dine prøvelser og udfordringer ikke er problemer og begrænsninger, men vækstmuligheder. De gør op med din betingede værdighed og åbner en dør, hvor du får mulighed for at opleve og erkende din ubetingede værdighed. Det er vejen til frihed. Frihed fra afskårethed og betingelse. Frihed ud i ren kærlighed og forbundethed. Enhed.

Vi tror os adskilt. Tror, at kærlighed er noget, vi skal fortjene på en af ovenstående måder.

Men sandheden er, at evnen til at være forbundet med – og opleve at give og modtage – kærlighed bor i os alle. Er os alle lige tilgængelig. Uanset vores indgang i livet. Uanset vores omstændigheder. For kærlighed og værdighed er et valg. Dit valg. Dit valg at vise kærlighed og at TRO på, at du er ubetinget værdig til at modtage, opleve og give kærlighed. Du skaber den selv. Du åbner selv for den. Ved at fjerne betingelserne. Ved at observere og blive bevidst om, hvor overbevisningen om betingelserne afskærer dig fra kærligheden.

Så: TROR du på kærligheden? Eller tror du på betingelsen? For Guds kærlighed er ubetinget. Men vi har så svært ved at tro på den. Tro på at vi ikke henfalder til ondskab, hvis ikke vi holder fast i betingelserne. Svært ved at tro på, at kærligheden vitterligt er INDE i os og virker igennem os, når vi slipper betingelserne. Vi tror faktisk meget mere på DET ONDE end på det gode. For det er troen på det onde, der skaber betingelserne. Men vi ser det ikke. Ser ikke vores egen manglende tro på kærligheden.

Vi har skabt et samfund, som virkeligt bekræfter flere af disse betingelser. Vi lærer det ligefrem i skolen: At for at være værdige, må vi præstere, fortjene og bevise vores værd og undertrykke alle de impulser, der går imod den kollektive dynamik, og være flinke til at passe os ind i det eksisterende. Vi lærer at undgå. Ellers er vi rebeller, der må finde værd i at gå vores egen vej i modsætning til det etablerede – men stadig bundet i trods og strid… Ufred.

Vi tror allesammen på disse betingelser. De er dybt vævet ind i vores tro på livet, samfundet og vores plads her. I selve vores GPS-system for, hvordan man navigerer her i verden.

Men de er ikke sande.

Sandheden er, at du er ubetinget værdig. Lige fra det øjeblik, du blev født. Intet barn er født ondt. Og blev det mødt med ubetinget kærlighed, så blev det selv samme barn også ubetinget kærligt. Det er ikke nødvendigt at drive det onde ud af barnet, for det er der ikke fra starten. Vi planter det der – med vores egen manglende kærlighed. Med vores egne TRAUMER. 

Det, vi opfatter som ondt, forkert, ikke værdigt, egoistisk, truende – det er traumer i os selv i form af vores egen afskårethed. Plantet af den kollektive frygt og afskårethed. Traumer arvet i generationer. Den kollektive forherligelse af præstation, tro på det onde, undgåelse og illusion.

Det er vores traumer, der giver manglende evne til at møde et barn i ubetinget kærlighed, og som kan forårsage mangler, selv samme traumer, i barnet. Det er ikke barnet selv. Barnet er værdigt. Fuldt og helt født med evnen til at give og modtage ubetinget kærlighed. Men det bliver traumatiseret i mødet med verden. 

Betingelserne, de er menneskeskabte, og det er vores fornemmeste opgave i livet at ophæve disse ved at observere dem og slippe identifikationen med dem.

Børn er vores vigtigste spejle. Og lige nu er verden velsignet med en bølge af sensitive børn, som ikke opfylder betingelserne. Som viser os betingelsernes usandhed.

Mit barn med skolevægring har virkeligt vist mig, at jeg ikke behøver at præstere for at være værdig. For det har jeg ikke kunnet i denne tid, og det har gjort så ondt. Indtil jeg indså illusionen. Indtil jeg tog ansvar for mine egne traumer og begyndte at hele dem i mig selv. 

Mit barn har vist mig, at jeg ikke vinder min værdighed ved at fikse tingene for andre. For jeg har ikke kunnet fikse det her. Og jeg har måttet slippe det. Give ansvaret tilbage til ham og stole på hans timing. Hans unikke vej.

Mit barn har vist mig, at jeg ikke skaber balance ved at ofre mig. At det blot lægger flere byrder på ham, hvis jeg også gør mig til offer for hans udfordringer. Så jeg har lært at hele mine traumer og træde ud af martyrrollen og begynde at tage mine egne behov alvorligt og tage ansvar for dem.

Mit barn har vist mig, at det ikke nytter at undgå at tage ansvar, og at jeg må slippe min konfliktskyhed, fordi nogen må sige tingene, som de er – ellers er der ingen vækst, ingen mening med galskaben. Jeg har indset, at jeg må tillade mit lys at skinne i verden og turde træde frem.

Mit barn har vist mig, at det ikke nytter at gå i kontrast og være rebel for kampens skyld, for jeg kommer til at slide mig selv op i alvoren og kampene – og den sande vej er mildhedens, kærlighedens og visdommens vej. En legende og lettere vej. En tillidsfuld vej, hvor jeg kan sætte mig fri af de kollektive illusioner uden at være i kamp, men bare vælge at lege en anden leg og bevare letheden.

Derfor deler jeg her. Deler alt det, MIT barn har lært mig. Al den mening, jeg selv har fundet i noget så uskyldigt som at sige STOP til skole og krav. Stop til betingelser.

Jeg deler, så vi kollektivt må vågne og vælge sandheden over den betingede værdighed. For os selv, for vores børn og for fremtidige generationer.

For selvom vores børn er vores lærermestre, så har de brug for, at vi træder i karakter som deres rollemodeller og går vejen.

Kærligst

Halle Malinah, Naturlighed.dk og mor til barn med skolevægring